Min musikalske bagage går tilbage til fem års alderen. Min farfar var klaverbygger, og sammen med onkel Ole blev der bygget et "Halberg & Co" pianette til mig, så jeg kunne komme igang med at spille.
Nogle år senere blev det sideløbende suppleret med undervisning i violin og blokfløjte. Den solide grundlæggende musikuddannelse foregik i London og New York hvor jeg tilbragte den største del af barndoms- og ungdomsårene.
En af de store oplevelser fra den tid var, da jeg i 1964 med min journalist far tilbragte en time (i enrum!) sammen med The Beatles og Brian Epstein. Det var en kæmpe oplevelse som 10-årig at møde de 4 musikere som var SÅ søde og som ville SÅ meget med deres musik!
UDDANELSE:
Min gymnasietid som musiksproglig blev tilbragt på "Det Frie Gymnasium". Pianisten Adrian Benzon var rektor. Jeg gik gå den aller første årgang, og det var nogle fantastiske lærerige og spændende år.
Jeg blev senere uddannet som musiklærer fra Københavns Dag- og Aftenseminarium. To af hovedfagslærerne var de højtestimeret jazzguitarister Fritz von Bülow og Pierre Dørge. De var begge i særlig grad medvirkende til nye genremæssige inspirationer som bl.a. førte til at tværfløjten fremover blev mit hovedinstrument.
Efter endt uddannelse fulgte 8 år med intensiv undervisning på musikskoler og Hf-kurser. Sideløbende begyndte turnévirksomheden at eskalere og siden1987 har jeg stort set arbejdet udelukkende som udøvende musiker i mange forskellige sammenhænge.
MUSIKERLIV:
I 1988 havde Charlotte Halberg Trio (med vibrafonisten Bent Clausen og bassisten Hugo Rasmussen) sin debut på Copenhagen Jazzfestival og samme år udkom albummet "Summertime" . I de følgende 10 år spillede trioen over 1000 koncerter overalt i DK og Norge. Såvel for voksne samt koncerter specielt tilrettelagt for børn. Store oplevelser har fulgt med lejlighedsvise turneer til eksotiske lande med bl.a. Pierre Dørge & New Jungle Orchestra.
"Halberg / Clausen / Andersson" er et sprudlende og inspirerende samarbejde med multimusikeren Bent Clausen og bassisten Thommy Andersson. Sideløbende med koncerter har vi i mange år specialiseret os i at præsentere vores musik for et børnepublikum.
Af andre projekter kan nævnes et mangeårigt duo samarbejde med marimbaspilleren Kai Stensgaard. Vi har udgivet cd'en "Marimbamboo".
XONG - det kinesiske / danske samarbejde med pianisten Irene Becker og guzhengspilleren Yu Jun har udgivet cd'en "Xong for the Blue Moon". Gruppen spillede en turne til Kina i august 2010 i forbindelse med Expo i Shanghai.
XONG - er fra 2013 blevet et vietnamesisk / danske samarbejde, idet Irene Becker og jeg nu spiller med den vietnamesiske dan tranh spiller Thanh Thuy. I april 2014 spillede vi koncerter og lavede studie- indspilninger i Vietnam.
Sideløbende har jeg de sidste 27 år haft et meget frugtbart samarbejde med guitaristen Paul Banks.
Som duo har vi skabt seks musikalske børneeventyr, som vi har rejst rundt med overalt i DK og i Grønland.
"Øen" udkom på cd i 2006
"Rejsen" udkom på cd i 2010.
"Jupiters Øje" udkom på cd. 2014.
"Tidsrøver" udkom på CD i 2017.
I 2018 fik vi overrakt "Carl Prisen" som årets bedst børnekomponister.
Juryens begrundelse:
”At skrive musik for børn bør være en seriøs sag. Ganske som vi ikke skal fylde vores børn med junkfood og dårligt TV, bør vi heller ikke fylde deres ører og hjerner med musik, der ikke har samme høje kvalitet, som vi selv kræver. Musik, der henvender sig til netop dem. I øjenhøjde og uden at tale ned til dem. Årets Carl Pris-modtagere er eksponenter for børnemusik, der langt fra er tomme kalorier.
De nominerede værker er nærværende, engagerende og særdeles iørefaldende. De beskæftiger sig oven i købet veloplagt med et så uhåndgribeligt og forunderligt begreb som tid.”
TEATERMUSIKER:
De mest inspirerende opgaver som teatermusiker har været Katrine Wiedemanns fine opsætning af Brecht forestillingen "Den Kaukasiske Kridtcirkel" på Det Kongelige Teater i 2006. Original musikken var skrevet af Paul Dessau for et ni-mands orkester. Bent Clausen og jeg spillede musikken som duo. Der medvirkede et udsøgt hold af fantastiske skuespiller, og det blev en spændende og udfordrende opgave at løse for os som mulitmusikere.
Den anden spektakulære forestilling som jeg har været med i, var "Gorillaz" musiker og komponist Damon Albarns storslået opsætning af "Monkey - Journey to the West" i England i 2007. Jeg medvirkede på synthesizer, klaver, crystal bascet og tværfløjte.
KULTURPOLITISKE HVERV:
Udover mit musikervirke, har jeg været meget engageret i musikpolitik, bl.a. som Repræsentantskabet for Statens Kunstfond, medlem af Statens Musikråd 1995 - 1999, medlem af Nordisk Råds Musikkomité (NOMUS) 1996 - 2000, formand for Levende Musik i Skolen (LMS), næstformand i Københavns Amtsmusikudvalg, bestyrelsesmedlem i Dansk Musiker Forbund/Kbh, bestyrelsesmedlem i JazzDanmark, og bestyrelsesmedlem i "Det Fri Gymnasium" .
Jeg sad på skødet af Ringo Star i London 1964